Min far kan flyve – spiller under Cph Stage 2024

Gæstespil af Livingstones Kabinet ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Kulturkupeen ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Kulturbunkeren ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ xq28.dk ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️ Kulturinformation ”Jeg tror faktisk ikke, jeg har skrevet dette nogensinde før om en forestilling, men: ALLE BØR SE DEN! Emnet kan ingen lukke øjnene for i en nation, hvor alle har psykiske lidelser inde på livet – også selv om MAN ikke taler om det. En forestilling der er vovet, vild, velspillet, vanvittig, værdig.”
Premiere /// 7. juni 2024

En hæsblæsende, billedrig og magisk forestilling med live musik og animationsteater.

Livingstones Kabinet vender tilbage med forsættelsen af deres anmelderroste forestilling ”Canada”.
’MIN FAR KAN FLYVE’ er Nina Kareis´ personlige fortælling, der undersøger, hvordan det er for et barn at omfavne og stole på en forælder, der har et sind, der nogle gange er ubærligt tungt og andre gange er uendeligt højt oppe at flyve.
Forestillingen går ind i et barns oplevelse af en voksens maniske perioder og det vi kalder vanvid. Med sin humoristiske – og nogle gange galgenhumoristiske facon – er ”MIN FAR KAN FLYVE” en kærlighedserklæring fra et barn til en forælder og en hyldest til en opvækst med en far, der nogle gange havde superkræfter. ”MIN FAR KAN FLYVE” berører også de fordomme, tabuer og hemmeligheder, der er i mange familier, hvor der er mennesker med psykiske lidelser.

Det er en forestilling til alle, der har mødt mennesker med skæve sind, som udfordrer deres omgivelser på godt og ondt. Forestillingen tager sit tema dybt alvorligt men insisterer alligevel på at være legende let og opløftende.

Det hele er fortalt i en absurdistisk, magisk realistisk fortællestil. En billedrig og sanselig lydoplevelse, der er vild og rystende men også smuk og rørende.
Musik og lyddesign er nykomponeret og bliver indvævet i stykket, hvilket skaber uventede lag i oplevelsen og komplementerer det billedsprog, der skabes på scenen.
Det er helt og holdent en subjektiv fortælling baseret på personlige barndoms erindringer, der helt sikkert er upålidelige og fyldt med falske konklusioner.

”‘Min Far kan Flyve’ er min personlige historie.
Tonen er nogle gange rå og humoristisk, sjov og poetisk, men aldrig selvmedlidende eller dømmende. Jeg vil med vilje ikke selv optræde på scenen og fortælle min historie som skuespiller, men ønsker at benytte mig af objekt-animationsteater, masker og virkemidler, der nogen gange kan virke næsten barnligt naive. Jeg håber at skabe et rum, der er åbent for tilskuerens individuelle reaktioner og fortolkninger – især fordi forestillingens indhold er så personligt og sensitivt.” udtaler instruktør Nina Kareis. Forestillingen bidrager til en meget vigtig debat om vores måde at omgås alle dem, der ikke er så normale, som vi andre mener vi er.

Denne opsætning indeholder scener med skildringer af selvmordstanker, som kan virke ubehagelige for nogle publikummer.
Hvis du, eller nogle du kender, oplever selvmordstanker kan det hjælpe at tale med en, som du stoler på. Du kan også kontakte en anonym hjælpelinje såsom Livslinien på 70 201 201 eller www.livslinien.dk.
Selvmord kan forebygges. Der er hjælp at hente.

///

Kommende

forestillinger