Forestillingen tager udgangspunkt i en virkelig rejse.
I 1977 sendte NASA 2 rumsonder ud i rummet: Voyager 1 og Voyager 2. De blev sendt afsted mod solsystemets yderste grænser i et sjældent kosmisk øjeblik, hvor planeterne stod i en særlig konstellation.
En himmelsk mulighed for at passere Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun på en lang rejse. Sonderne skulle komme tæt på dem alle og sende billeder og informationer hjem og desuden udforske det ydre solsystem. Indtil da havde man kun betragtet disse fjerne verdener gennem teleskoper fra jorden. Med ombord er der to guldplader, hvor menneskets lyde, hilsner, musik, hjerteslag og kunstneriske landvindinger er ridset ind. Spor af kunst, kultur og liv. En besked til universet. En rumfarende flaskepost. Hvis nogen en dag finder dem, vil de høre os.
Fysikeren og videnskabsformidleren Carl Sagan var en af hovedkræfterne bag dette fantastiske projekt. Under arbejdet med guldpladerne mødte han journalisten og videnskabskvinden Annie Druyan, Mellem dem opstod en kærlighedshistorie, der skulle vare resten af Sagans liv.
I ”Voyager” følger man 2 rejser. De to rumsonders spektakulære rejse gennem solsystemet og ind i det interstellare mørke. Den anden rejse bevæger sig indad i to menneskers følelser, tvivl og kærlighed. Et sted i krydsfeltet mellem disse rejser opstår forestillingens metaforiske poetiske rum med plads til refleksioner over det menneskelige vilkår overfor universets uendelighed.
Vi forestiller os ofte at vi står i universets centrum, men måske er vi blot et sandkort i et hav af stjerner, et strejf af stjernestøv i et kosmos af millioner af galakser.
Hvem er vi – midt i alt dette?
Med ”Voyager” hylder vi rumalderens ukuelige optimisme og bruger samtidig blikket fra det ydre rum til at se på vores lille blå klode med nye øjne. Her, på afstand bliver grænser og konflikter små. Og en anden følelse kan forhåbentlig opstå: et fælles ansvar for vores eneste hjem.
