Om ubåden
BÅDTEATRETs platform for boblende scenekunst
UBÅDEN er en åben scene for risikovillige projekter med høj kunstnerisk kvalitet og lille økonomi. UBÅDEN er både et sted hvor nye kunstnere fra alle grene af scenekunsten kan vise værker og etablere sig i branchen og samtidig en undersøgelses- og udviklingsplatform for mere erfarne kunstnere. UBÅDEN er også åben for tværkunstneriske projekter inden for musik, billedkunst, film mv.
Idéen bag UBÅDEN er at bidrage til scenekunstens udvikling, ved at stille BÅDTEATRETs scene til rådighed for nye kunstneres værker og undersøgende projekter, når der er plads mellem teatrets egne produktioner og gæstespil.
Det du får som kunstner på UBÅDEN, er et ubemandet scenerum og en tom bar, billetindtægter, bar-indtægter og synlighed på BÅDTEATRETs hjemmeside og facebook, hvor vi lægger dit projekt op. Du administrerer selv al øvrig PR samt yderligere aktivitet på sociale medier og står selv for tryk af plakat (valgfrit).
BÅDTEATRETs sal er en black box med publikumsopbygning. Der er plads til 71 publikum i salen. Der er PA-anlæg samt et begrænset udvalg af scenelys til rådighed. Du står selv for at have en tekniker, som kan bruge lys og lyd og stå for afvikling.
Hvis du søger vores Open Calls, skal du være opmærksom på at der følger en række praktiske opgaver med at være på UBÅDEN. Du står selv for billetsalg, barsalg, teknik og rengøring.
UBÅDEN ledes af Katinka Wissing og Mikka Mallow.
Når der er UBÅDEN på programmet kan du finde de aktuelle projekter under “Forestillinger” på www.baadteatret.dk
Du kan søge UBÅDEN gennem vores OPEN CALL, som vi sender ud 1-3 gange om året.
Skriv dig op HER så sender vi det direkte til dig.
GOD FORNØJELSE!
Katinka Wissing og Mikka Mallow
Kontakt: ubaaden@baadteatret.dk