LEAS RUM
Med forestillingen LEAS RUM sætter koreograf Pernille Garde fokus på konsekvenserne ved seksuelle overgreb mod et barn og åbner et ubegribeligt og sårbart rum, usynligt for alle andre, fordi overgreb mod børn foregår mellem krænkeren og den krænkede bag lukkede døre.
LEAS RUM er en mørk og barsk forestilling baseret på en virkelig historie.
LEAS RUM er fortællingen om, hvad det gør ved et menneskes eksistens, at opleve seksuelle overgreb som barn – at være fuldstændig alene, truet til tavshed, faret vild i sit traume. Om skam, skyld og angst. Hvordan finder du mening i det meningsløse? Hvordan navigerer du gennem mørket? Hvordan finder du vejen tilbage til livet?
LEAS RUM er fortællingen om en kvindes overlevelsesstrategier, sygdomsforløb med anoreksi og retssag mod de to mænd der forgreb sig på hende. Forestillingen belyser den brutale ændring af verden, tabet af mening og identitet i det indre følelsesmæssige kaos, et barn efterlades i efter overgreb. Forestillingen springer i tid og rum, mellem barn og voksen, og blander virkelige hændelser og erindringsglimt med drømme og mareridtsagtige billeder. Retssag, overgreb og sygdomsforløb udspiller sig i et foruroligende univers, hvor tre dansere skifter ind og ud af roller. Leas Rum fortælles gennem dans, ord, video og med nykomponeret musik.
“Jeg finder mønstre og linjer i rummet, dissocierer, og ser mig selv udefra. Hvis jeg spænder gør det mere ondt. Tænker at nu er det snart overstået… følger lyset gennem en sprække, er opmærksom på helt små ting. Jeg kan flytte min opmærksomhed væk, og være et andet sted.“
”Jeg var helt hermetisk lukket….fuldstændig alene i verden.” ”Til sidst var jeg så lidt menneske, som man overhovedet kunne være. Der var ikke nogen substans tilbage, der var kun angst og flashbacks.” leasleasLea Vesterby Olesen
Baggrund for forestillingen LEAS RUM er baseret på Lea Vesterby Olesens historie. I maj 2017 møder Pernille Garde 32 årige Lea i forbindelse med en opgave, hun laver for Askovhus/ Center for rehabilitering af mennesker med spiseforstyrrelser. Lea fortæller sin historie til Pernille. Den er både voldsom, barsk og rørende og tager udgangspunkt i hændelser der skete, da Lea var 6-7 år gammel. Lea blev udsat for gentagne seksuelle overgreb gennem et halvt år. I Leas
historie er kroppen i centrum; under overgrebene, ved en ekstrem optagethed og perfektionering af kroppen gennem konkurrence dans, kontrol med mad i form af anoreksi, og med diagnoser som PTSD og OCD. I de tiltagende flashbacks Lea oplever som voksen, mærker hun smerten fysisk; hele kroppen er i alarmberedskab. Hun er præget af anspændthed som ødelægger hendes vejrtrækning, søvn og stemme.
På trods af angst og utallige indlæggelser, formår Lea i sit voksenliv at anmelde overgrebene, der resulterer i en straffesag i 2011, mod de to mænd, der forgreb sig på hende. De to mænd bliver dømt skyldige i byretten i 2013, men begge anklagede anker sagen og i 2015 afgør landsretten, at der i strafferetslig optik ikke er nok beviser til domsfældelse. I 2016 får Lea hjælp fra advokat Christian Dahlager og Dorthe Kynde til at føre en civil retssag, taber denne i byretten i 2018, men opnår fri proces af Procesbevillingsnævnet til at føre sagen videre i landsretten. Civil retssagen kørte i Vestre Landsret i Viborg 6. august 2019. Vestre Landsret afsagde dom den 3. september 2019, hvor de to mænd igen bliver frifundet på grund af manglende beviser. I modsætning til byretten og tidligere retspraksis på området, udtaler landsretten imidlertid meget klart, at selv om de to mænd blev frifundet i straffesagen ville retten godt kunne dømme dem til at betale erstatning i en efterfølgende civil sag.
Advokat Dorthe Kynde udtaler: ”Dommen er af stor principiel betydning og Lea har med sagen utvivlsomt banet vejen for, at piger og kvinder fremadrettet kan få erstatning selv efter at deres krænker er blevet frifundet i det strafferetlige system. Det er en kæmpe sejr og jeg er dybt imponeret over den styrke, som Lea på trods har udvist under hele sagen.”
Hvorfor skabe en forestilling om konsekvenserne ved pædofili? Leas historie er så vigtig at få frem, fordi pædofili stadig er et alvorligt tabuiseret emne i vores samfund; det foregår i det skjulte med enorme konsekvenser for ofrene, som mærkes for livet. Det er et emne, der med rette skaber angst, vrede og panik, og som er svært at håndtere og tale om. Det tabuiserede og kontroversielle der omgærder tematikken lader på sin vis også krænkeren i stikken; hengemt i skygge. Hvem hjælper dem?
Forestillingens form og æstetik er et direkte udtryk for den fragmenterede virkelighedsopfattelse, angst, mareridt og flashback, der fulgte i kølvandet på de seksuelle overgreb Lea oplevede. Det abnorme, voksede sig kæmpestort og fyldte alt og det normale blev uendeligt småt. Identiteten blev kastet ud på gyngende grund.
”Dansens sprog og scenekunstens stærke virkemidler kan give et dybt og nuanceret indblik i de skader seksuelle overgreb efterlader hos et menneske.Vi bruger kroppen til at give det smertefulde og uudsigelige et sprog og åbner op for dialog om tematikken. Som koreograf tror jeg på, at kroppens kraftfulde sprog kan berøre og transformere publikum og vise nye sider af vores eksistens og at dans kan være mange ting.” siger koreograf Pernille Garde.
Koreografi, idé, manuskript & iscenesættelse: Pernille Garde
Inspiration: Lea Vesterby Olesen
Dansere: Sherwin Dianne Reyes, Bo Madvig & Jan Vesala
Musik & komposition: Mons Niklas Schak
Scenografi & video: Signe Krogh
Kostumer & rekvisitter: Åsa Gjerstad
Lysdesign: Maria Pi Houmann
Dramaturgisk & koreografisk konsulent: Lisbeth Sonne Andersen
Foto: P. Garde
Producent: Gitte Nielsen & Pernille Garde Stage Art
PERNILLE GARDE STAGE ART skaber forestillinger i grænselandet mellem dans og teater og fortæller historier med en stærk fysisk sensibilitet, følelsesmæssig dybde og en særegen æstetik. Kompagniet arbejder med kompleksiteten ved den menneskelige eksistens og bringer opmærksomhed, lys og humor på alvorlige, mørke emner som tab, seksuelle overgreb og krig. I et detaljeret billedsprog inviteres publikum med ind i et fysisk og emotionelt univers med mange lag, nuancer og fortolkningsmuligheder.
LEAS RUM spiller på Bådteatret 4. – 17. okt. 2019, Nyhavn 16 Z, 1051 København K
Tirsdag – fredag kl. 20, lørdag & søndag kl. 17 Varighed ca. 1 time u/pause. Se alle spilledage her – Teaterbilletter.dk
Forestillingen er støttet af:
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst, Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg og Legatudvalg for musik, Statens Kunstfonds Legatudvalg for Scenekunst, Augustinus Fonden, Knud Højgaards Fond, Wilhelm Hansen Fonden, Konsul Georg Jorck & Hustru Emma Jorcks Fond & Oticon Fonden.
Ønskes yderligere info kontakt venligst Art Attack, Lena Hedegaard, lena@artattack.dk, mobil 20337507
pernillegardestageart.dk