Når ny dramatik skabes, kan inspirationen hentes mange steder fra. Denne ungdomsdebat forestilling er produceret med afsæt i en miniature artikel fra avisen: En undersøgelse viser, at hver 4. unge i 8. klasse er ensom. Hvorfor?
Munk & Pollner Teaterproduktion stiller skarpt på problemet og præsenterer turnéforestillingen ”Ene men stærk” på Bådteatret.
Bådteatret, som i år har viet deres produktioner til animationsteatret. Kaptajnen Rolf Heim indviede sæsonen med at instruere ”Begravelsesbryllup,” en neo-puppetry forestilling i et magisk-mytisk kosmos. Forrige Bådteater satsning ”Woman is the Nigger of the World” gav et bud på et avanceret non-realistisk, men nærmere underbevidst drømme univers. I ”Ene men stærk” er animationen brugt som et hyperrealistisk virkemiddel. Chatten, hovedpersonens kontakt med omverdenen, bliver her den fremmedgørende virtuelle animationsteknologi, som virker skrigende angstfremkaldende. Teatret GRAENSELOES brugte for nylig samme medspiller i ”Fucking alene,” som sjovt nok behandlede samme tema.
Vi må i år undvære Munk på scenen. I stedet nyder Stephan Pollners musikeren Mathias Nielsens selskab. Pollners budskab er klart og enkelt: Jeg har ingen venner, jeg vil ha’ opmærksomhed, men min mor og far skændes bare hele tiden, jeg er måske vanvittig, jeg føler mig forkert, anderledes, malplaceret i samværet med andre.
Han har en vigtig mission og vælger at formidle den som en intim cabarét. I vekselsang om sin egen situation, der akkompagneres af mekanisk keyboard lyd m.m., bliver forestillingen et solidt oplæg til diskussion. Der runger et øredøvende spørgsmål i den gråtriste båd: Hvorfor mig? Hvis skyld er det? Hvad kan jeg gøre anderledes?
Han har gevaldige problemer med at kommunikere med omverdenen. Selv med pigen han forsøger at date live efter chat kontakt. Og med forældrene kommunikerer han via cyberspace, hvilket yderligere skærper opmærksomheden om den stille ensomme eksistens. Han er tydeligvis et mærket barn, udsat for gedigen mobning. Men som fortællingen skrider frem og han reddes af to venner, han ikke vidste han havde, ræssonerer han, at det er federe at være speciel end moppeoffer.
Pollners gestalt er kun en ud af mange eksempler på, hvordan det kan gå, hvis man gentagende gange afskærmer sit indre for omverdenen, lukker alle skodder og bliver alene med sin stilhed.
Det smukke ved historien er, at vi udenfor murene aner en blafrende flamme i det fjerne. Han giver de unge mennesker, der forhåbentlig skal se denne forestilling, og som måske selv er i samme situation, et håb.
Som afslutning på cabaréten bliver publikum inddraget i en diskussion om forhold vedrørende ensomme unge. Teatret har indgået et samarbejde med kontaktstedet ”Ven-til-en” – også kaldet ventilen – for stille ensomme unge mellem 15 og 25. Som udgangspunkt skaber Ventilen et netværk og får åbnet op for relationer, idet ensomhed er umuligt at snakke sig ud af. Om problemet er stigende eller blot med tiden blevet mere synligt, vil forblive en gåde.
Forestillingen er oplagt som turnerende debatteater. På båden virker scenografien i det stationært smalle lastrum nærmest tilfældig. Aldrig har den forekommet så klinisk ucharmerende og kold. Instruktøren Rolf Heim har fejet al magi af vejen i dette hyperrealistiske rum. Men rummet afspejler bevidst Pollners psykologiske tilstand og forplanter sig i publikum som en forsnævret klaustrofobisk følelse og vi har mest lyst til at være et andet sted. Han fremstår komplet nøgen og hudløs i det grå-sorte larmende rum. Ikke bare en smule akavet, men overdreven pinlig nær sine tilskuere for at formidle den inkarnerede situation, han befinder sig i. Det er modigt og vi bliver utilpasse, idet vi konfronteres og omklamres af afmagt, vi ikke kan håndtere.
Pollner, Heim, Munk og Nielsen har skabt en rå og vedkommende debatforestilling, som helt sikkert kan effektuere en opmærksomhed omkring det meget usynlige problem.
”Ene men stærk” spiller på Bådteatret fra d.26.4. til d.19.5. og siden på turné rundt i landet. Målgruppen er fra 13 år.
Efterfølgende debat: Ventilen
