SONG OF SONGS + MÅNERUDE
Publikum bydes velkommen til en aften i flerstemmighedens tegn, med en koreografisk undersøgelse af begrebet kærlighed og en musikdramatisk refleksion over mild og voldsom vildskab. Fælles for de sceniske undersøgelser er stemmen som bærende element og et opgør med samtidens skarpt optegnede forskrifter og fiktioner.
SONG OF SONGS er en koreografisk undersøgelse af begrebet kærlighed.
Gennem krop, stemme og bevægelse bearbejder vi dagligdags kærligheden, det vedligeholdende og understøttende arbejde som praktiseres og danner platforme, “kor” og sammenhængskraft i hverdagen. Vi undersøger hvordan den bevægende krop relaterer til stemmen og hvordan stemmen kan bruges som koreografisk element og sætter spørgsmålstegn ved de fremstillinger, fiktioner og idealbilleder om kærlighed som dominerer popkulturen.
Koncept, koreografi og performance:
Katrien van der Velden, Lara Vejrup Ostan, Ida Mariboe Nielsen
Komponist/sounddesigner: Fjóla Gautadóttir
Tekstildesigner: Sonia Rosenvold Hvidt
Fotograf: Emil Agerskov
Videokunstner: Mads Salbæk
Støttet af Aaben Dans, Dansk Skuespillerforbund, Augustinus Fonden samt William Demant
fonden.
MÅNERUDE er en musikdramatisk refleksion over samtidens rytmer.
En flerstemmig natsuite om at vokse vildt og vækste mildt. I Slangetungefamilien findes en bregne der hedder Månerude. Den tager sig god tid, og kan ligge slumrende i hi i mange år, før den igen vokser frem. Stænglen ligner lidt en nøgle og det siges at en månerude plukket i fuldmåneskin kan lukke alle døre op. Eller i. På en båd i et mindehav har en lille samling eksistenser slået rod. De sylter, snylter og sværmer. De får nætterne til at gå med at fremkalde og konservere, spiser drueagurker af store glas. Og de synger med månen som frivilligt har ladet sig indfange, fordi selv hun længes mod at bryde sin vante bane.
Støttet af Dansk Skuespillerforbund og udviklet i samarbejde med Katapult Akademiet.
Alle indtægter fra bar- og billetsalg går ubeskåret til støtte af produktionen og honorar til
kunstnerne. Bådteatret er desværre ikke tilgængeligt for kørestolsbrugere.